Ræverødt på små pinde

torsdag den 2. maj 2013

Om 1 uge - 1 uge, skal min ældste konfirmeres. Det er lidt vildt. Det bliver en rigtig dejlig dag, men det betyder også, at tiden er fyldt ud - lige til bristepunktet, så tid til sjov, kreative indslag og andre balladestreger er lidt i baggrunden. Dog, var vi et smut i IKEA hele familien - ja ja - nok for at hente forsyninger til den forestående konfirmation, men selvfølgelig også som familiehyggedag med besøg i restauranten (sjovt, så sulten man altid bliver, når man kommer dertil :) ). Ungerne havde fået at vide, at vi ikke skulle have det store - en konfirmation er ret så dyr...især, når mor er på SU - men da yngstepoden kom halsende med ræven og udbrød "Se moar - det er Rita" - ja, så kunne vi jo ikke ligge den tilbage. Navngivet allerede og nu en god ven af familien.

Den ræverøde farve går igen i det lækre uld/silke jeg har gang i for tiden. Et projekt, som ikke kun tager lidt længere tid end andet grundet konfirmation, men også fordi projektet strikkes på pind 2½ og 3 - så det tager tid. Tror dog den bliver skøn - fint mønster og lækker farve. Glæder mig til at kunne tage den på - engang i efteråret :) Mønsteret er fra et strikkehæfte fra Hendes Verden - elsker de gratis strikkehæfter - man kan være superheldig engang imellem.

Glædelig solskinsaften til jer.